søndag den 18. april 2010

MASTEREN OG BANKBOKSEN

God eftermiddag
Fik jeg egentlig skrevet om bankboksen og masteren? Jeg skrev for at par uger siden, at jeg ville.

Masteren til det kommende NAKED FISH album ’På dansk’ har ligget godt gemt af vejen i min bankboks under en bank her i Århus. Nu er det jo ikke sådan, at jeg frekventerer boksen i tide og utide. Har ingen juveler eller andet, jeg skal holde øje med. Så jeg glemmer proceduren fra gang til gang.

Man har en kode, et plastickort og….en nøgle. Min bankboks er i øvrigt meget moderne. Der findes kun 2 af slagsen her i landet. Et lukket rum med tastaturer og en boks, som kommer op automatisk langt nede fra den århusianske undergrund. Lidt Mission Impossible-agtigt. Og det var det også ved at blive, da jeg skulle hente masteren, for at overgive den til de gode mennesker hos AIR PLAY SONY DADC DENMARK (meget mundret, ikke!), så de kunne sende den til Østrig, hvor den er blevet mangfoldiggjort (minder mig om at jeg lige skal checke, om de ved en fejl har kommet Hansi Hinterseer på i stedet!!! Eneste formildende omstændighed ville da være, at vi i så fald ville være nummer 1 på hitlisten).

Nøglen for pokker!!! Hvor var den? Kode og kort havde jeg endelig fået styr på. Måtte til sidst efter flere dages søgning hid og did her i huset ringe til banken. ’Har du smidt nøglen væk?’ jeg kunne høre på det bebrejdende tonefald, at det blev der ikke set på med milde øjne. Et tonefald jeg også har hørt på svensk for et par måneder siden, da jeg skulle forklare, at jeg havde mistet 2 skikort. Det kostede imidlertid kun 100 svenske at få 2 nye. Ingenting ved siden af de 1000 danske kroner, jeg måtte ryste op med, hvis jeg ikke fandt nøglen til bankboksen. Der skulle nemlig bestilles en låsesmed, som så skulle bore boksen op, hvor den uvurderlige Naked Fish musik lå. Intetanende og trygt henslumrende.

Tonefaldet på både dansk og svensk efterlod mig ikke i tvivl om, at jeg dog var en fuldstændig umulig klovn. Well…det måtte jeg jo nok give dem ret i. Klovnagtig opførsel af den mest latterlige. Hvordan kan man miste 2 (!!!) skikort? Og en vigtig nøgle?

Nå, men i fredags var jeg så inde hos Lars Alsing i AIR PLAY SONY for at hente et par eks. af det nye album. Og jeg sidder netop og kigger på det nu, mens jeg skriver. Og så er du selvfølgelig overordentligt spændt på, om jeg måtte slippe de 1000kr og lade en ivrig låsesmed komme til.

Kan ikke huske, hvad jeg skulle med Daniel Boorstin’s store bog om skabere af hverdagskunsten DE STORE SKABERE, men hvorom alting er så faldt nøglen ud af bogen, da jeg tog den ud af reolen. Der havde jeg altså i juni måned sidste år i en totalt anfald af storheds vanvid gemt nøglen (Hr. tyveknægt, som naturligvis læser denne blog! Den ligger der ikke længere). Måske førte nøglen mig til bogen i sin tid. Det valgte jeg at tro, da jeg lettet kunne aflyse låsesmeden, og i en mail triumferende fortælle banken, at jeg havde fundet nøglen. Det var jo en slags oprejsning. Fra at ha’ været en klovn kunne jeg nu mærket suset fra ’De store skabere’.

Skikortene!!! Dem taler vi ikke mere om.

Fortsat god søndag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar