Er du egentlig klar over, at Tyskland er det største medieland i Europa? Måske ikke så sært når man tænker på landets størrelse, så det overrasker nok ikke. Men er du så klar over, at Tyskland er det 3. største land, hvad angår musiksalg på CD mm? I hele verden. Det er altså ikke noget uheldigt sted at befinde sig, hvis man skal gøre sig håb om at få udbredt sin musik til flere end bare familie og venner.
Det var nu ikke derfor, jeg på en sommerregnvejrsdag befandt mig i Berlin sammen med familien. Det var for at suge impulser ud af denne prægtige by, som er så gennemsyret af fortidens små og store synder. Men byen er heldigvis meget andet end krig og mur. Tag smeltedigelen Kreuzberg. Her blandes indvandrerkrydderierne med BZ'ernes tunge militærstøvler og frem kommer en skæv og rå, her-og-nu modernitet. Tibetansk take-away, Döner kebab og den uundværlige Curry Wurst side om side som en eventyrlysten tysk VM midtbane.
Men den alvorlige fortid skal også besøges fra tid til anden, så man ikke glemmer. Dagen med sommerregn stod jeg derfor i Berlins store symbol på 2. Verdenskrig. Så på billederne på dette meget dystre sted. Havde været der flere gange tidligere, men Gedächtniskirche er så intens - der midt i det gamle Vest Berlin, at den har en dragende effekt.
På vej i U-bahnen fra Kreuzberg til området omkring Wittenbergplatz havde jeg følt mig...ikke 'forfulgt'. Det vil give historien en forkert drejning, selvom Kold Krig, Berlin og le Carre kunne være en spændende vej at dreje nedad. 'Iagtaget' er nok et bedre ord. Da jeg så en mor med ikke mindre end 4 børn, som alle sad og kiggede på mig, overvejede leg om der var noget med min beklædning, mit hår eller sad prisskiltet stadig på min skjorte. Et eller andet var galt.
I kirken gik jeg rundt og fornemmede atmosfæren. Fornemmelsen af at være 'iagtaget' vendte tilbage. Og denne gang var der ingen tvivl. Et ægtepar i halvtredserne kiggede meget tydeligt på mig. Især konen. Jeg gik videre. Nu er stedet jo ikke stort, så jeg kunne ikke lige ryste dem af. Der var noget før-murens-fald-agtigt over det. En hemmelig besked som skulle afleveres fra en spion ovre på østsiden. Måske en mikrofilm! Det tog overhånd, og der var ikke andet for mig at gøre, end at gå hen til dem. Konen skyndte sig væk, men manden blev stående - tapper. Jeg spurgte ham, om vi kendte hinanden. Jeg husker ikke, om det var på tysk eller gebrokkent engelsk. Men han sagde, at hans kone mente, at jeg var kendt fra TV!!!
Nu stod jeg der på dette dystre sted. Et sted til eftertanke og sjælelig fordybelse og jeg blev ramt af dette lyn af et udsagn. Lige i hjertet af Europas største medieland og Verdens 3. største CD marked. Her var der åbenbart nogen, som kendte mig fra TV. Kunne næsten ikke blive større. Her skal low-budgetbandet NAKED FISH igang med at promovere 'På dansk' som udkommer 2. oktober, og så er der åbenbart nogen i mægtige Tyskland, der allerede kender én.
I de få sekunder lynet glimtede overvejede jeg, om jeg skulle hoppe med på vognen. Lade som ingenting. Skrive en autograf til fruen på en valgfri kropsdel. Andre ville komme til, tumult ville opstå, og jeg måtte flygte over hals og hoved ud i regnen - væk væk væk fra denne altædende masse af fans. Havde allerede hånden på bic kuglepennen i lommen.
Men du har jo allerede regnet ud, at det ikke gik sådan. Dertil ved du godt at en besindig jyde som jeg, aldrig ville lade mig rive med på den måde. Slet ikke midt i Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche. Så jeg nøjedes bare med 'Nein, ich bin nur ein Dänischer Musiker...'.
Jeg husker ikke, hvad jeg ellers fik fremstammet. Det virkede dog ikke helt somom, de troede mig. Uanset hvad så blev jeg altså iagtaget, da jeg åbenbart kunne forveksles med en TV personlighed i Tyskland. Det måtte jeg finde mig i.
Gad vide om jeg er talk show vært!
mandag den 2. august 2010
tirsdag den 18. maj 2010
NOTESBOGEN
Her er historien om NOTESBOGEN. Det er en historie, der er i familie med sangen BRÆNDENDE SOL, som er sidste sang på PÅ DANSK - det kommende album med NAKED FISH.
NOTESBOGEN
Hvad er det første man skriver på nye ubeskrevne sider i en splinterny og jomfruelig notesbog af den absolut lækreste kvalitet?
Billige notesbøger og andre hæfter er igennem årene blevet fyldt med ideer, noter, snik snak, løsrevne linjer, rene fjollerier, citater, digte, sangtekster og andre eskapader. Side om side står de i min reol i al deres mangfoldighed af farver og størrelser. Tykke, tynde, røde og blå.
Jeg har altid været tiltrukket af notesbøger, uden dog at ville kalde mig selv fetichist. En særegen passion vil nogen måske sige, men trangen til at åbne bogen og lade kuglepennen arbejde sig henover blanke hvide sider med eller uden linjer, har været der siden barnsben. Dengang afholdt jeg mig imidlertid fra at skrive ord. I stedet tegnede jeg kort. Verdenskort og andre mere detaljerede kort over fantasilandskaber og nyopfundne lande.
Jeg mærkede infrastrukturen op, tegnede floder og bjerge. Mest holdt jeg dog af at opfinde og tegne ø-riger. I en notesbog var det mest overskueligt med ø-riger.
Senere kom der ord på – eller rettere tal. For op igennem den senere del af min barndom skrev jeg minutiøst små referater af fodboldkampene, jeg deltog i som spiller for den lokale fodboldklub. I starten var det bare modstanderen og så resultatet. Tørt sobert og konstaterende. Men det udviklede sig til at jeg også indskrev, hvem der havde scoret målene, og andre små detaljer, som måske kunne virke fuldstændigt ligegyldige for andre, men som syntes at blive tiltrukket af mine notesbøger.
Her er det måske på sin plads at komme med en indrømmelse. Jeg skrifter hermed en af barndommens synder, for disse tiltrækkende sider jo også bruges til. Måske skulle jeg undlade at gøre det i denne notesbøgernes Ferrari, for i en så lækker bog, kan jeg ikke bare strege over og rive sider ud uden at have dårlig samvittighed over at skamfere bogen. Lige siden barndommen har jeg derfor holdt mig til billige modeller, som eksempelvis notesbøgernes billigbog – den fra Kina. En ren Trabant ved siden af den jeg netop skriver i.
Tilbage til bekendelsen: jeg pyntede en smule på resultaterne! Senere tildelte jeg også mig selv rollen som fiktiv målscorer, selvom jeg nok tilbragte det meste af tiden i løbet af en kamp i området omkring midtercirklen. Jeg var bestemt ikke den typiske målscorer, som blev fejret med pokaler, når sæsonen var slut. Jeg var mere holdets bryggerhest, som i notesbogen drømte om at springe ud som fuldblodsaraber.
Endnu flere ord kom der på i teenageårene. Fodboldresultaternes mere eller mindre redelige optegnelser blev skiftet ud med gymnasietidens hysteriske og patetiske falbelader, hvis højspændte hjertebanken kunne holde en mellemstor provinsby ved lys hele vinteren igennem, og hvis nutidens illuminerede juletræer og amerikaniserede julepynt dengang havde været hver mands eje, kunne hele byen have stukket det store stik i min nussede notesbog, som dengang mere havde karakter af poesibog. Det var beskrivelser af det gnistrede spændingsfelt mellem livets dorske virkelighed og de mange drømme, som blev beskrevet som florlette utopier. Helt almindelig standard pubertetsdrama.
Det er ikke længe siden, jeg bladrede lidt i nogle af bøgerne fra dengang. Tænk hvis der skulle ligge nogle guldkorn gemt på en af siderne. Eller glemte og hengemte perler, som bare skulle skylles og sættes på en snor for derefter at skinne som den kostbareste skat. OK...jeg ved det! Ordene svulmer måske en anelse op her, vokser under min pen, for så meget regnede jeg vel ikke med at teenageårenes udgydelser ville kaste af sig? Mindre kunne altså også gøre det. Men nej. Jeg fandt bare et udslukt krater af vulkansk størrelse af ingenting. Kostbarheden var det pureste ingenting. Tomt og pinligt var der, og jeg skyndte mig ud af hullet igen, før jeg blev opslugt. Jeg håber ikke nogen så mig.
*
Efter at have læst i den medfølgende pamflet at både van Gogh, Hemingway og Picasso har brugt denne type læderindbundne bøger til at notere og skitsere deres mesterværker, fornemmer jeg en svag og tindrende æres-
frygt melde sin ankomst. Æresfrygt og præstationsangst!
Hvad nu hvis jeg ikke formår andet end bare at skrive mit navn i omslaget? Og mit beskedne telefonnummer som enhver kan Google op og spore til mit beskedne hus på Beskedenvej nr. langt-henne-ad-gaden?
Jeg kan mærke min hånd dirre en smule, da jeg som det første skriver ’Hvad er det første man skriver....?’. Men det har aftaget nu, hvor jeg er kommet hertil. For nu kan jeg pludselig fornemme suset fra ordene, som de iler afsted og forbi i et hastigt og til stadighed mere og mere opskruet flow. De berører mig svagt. Jeg mærker dem, mens jeg forsøger at gribe fat i dem og holde dem fast på notesbogens sider - snuser dem ind og tygger på dem. Men de flyder nu endnu hurtigere forbi. Grebet af en rasende strøm.
Jeg må tvinge dem i knæ og se dem lige i øjnene i et fastfrosset splitsekund, for at gøre dem det klart, at jeg altså mener det! Jeg ønsker ikke at dræbe dem som en stålsat toreador eller tage livet af dem på anden måde, for det er jo dem, jeg lever og ånder for. Men de skal vide herfra første side af bogen, at så længe denne bog lever og så længe blækket kan læses, så agter jeg at gøre brug af netop disse ord til at beskrive netop dette øjeblik no matter what. De skal vide, hvem der bestemmer her.
Men denne gang er det noget særligt. Ikke en billig Kina bog af typen 5-stk-50kr, hvor blækket fra min pen vil flyde ud og blive til størknede plamager, der ligner golde øer uden liv, hvor der engang levede folkeslag, der talte smukke sindrige sprog i vendinger om liv og død. Om fortid fremtid og tro og kampen for det daglige brød.
STOP! Jeg må trække vejret. Tage en dyb indånding. For ordene trækker så hårdt i pennen, at jeg er tæt på at miste grebet. Jeg må lægge bogen fra mig og kigge op. Men det er vanskeligt at gi’ slip. For min notesbog, min pen og ordene har virkelig fået tag i mig. Så meget at det fremkalder en rislende og fantastisk kropslig nydelse. For mig er det et vægtløst og smukt øjeblik.
*
Jeg sidder og puster ud på en af støbejernsbænkene på Plaza de Andalucia lige ud for den gamle hensygnende Bar Central i de andalusiske bjerge, hvor jeg har siddet så tit. Jeg famler efter mine cigaretter og tænder en smøg. Ud fra baren strømmer en musik fra svundne tider og blander luften med en melankoli af en anden verden. Det er som om tonerne gi’r mine ord vinger. En kvinde synger gamle tango sange. Om det er en radio eller en gammel grammofon, ved jeg ikke. Men jeg kan se, de fejer gulvet og flytter lidt rundt på de gamle træstole. Tørrer bordene af. Der er ingen kunder og endnu ikke åbent.
Kirkeklokken har lige pligtskyldigt leveret 11 blytunge og malmfulde slag. Insisterende og elleve gange med tungen lige i munden.
For én gang skyld er tv’et ikke tændt i Bar Central. Her plejer kanalvælgeren at være fastfrosset på den lokalandalusiske kanal, hvor de viser tyrefægtning – horn, haler og ører fylder hele den bedste sendetid. Men ikke i dag. I dag er det gammel smuk tangosang som fylder rummet og plazaen udenfor, hvor jeg stadig sidder med min bog.
Solen har endnu ikke fået det afgørende overtag, og temperaturen er stadig behagelig og sval her i skyggen. Sangene lyder som om de kommer fra en gammel grammofon. Jeg ønsker at øjeblikket og musikken kan vare ved. Så den kan bære mig ind i siestaens brølende stilhed og tavse timer og holde mig ved selskab i min egen tristesse inden den smeltende hede, hvor selv fluerne må indstille deres travle ruter mellem tilsyneladende tilfældige punkter, forsøger at tage livet af mig. Når de flyver hovedkuls ind i en kinesisk mur af siestahede som desperate kamikazepiloter, så ved jeg at kirkeklokken kæmper sin egen kamp for at komme nok bevægelse til at kunne bimle 2 svedende slag.
*
Mørket trænger sig på. Solen er gået ned bag bjerget og flokke af svaler snor sig ind og ud af mening og mål, som de gør hver aften på denne tid. De flyver lavt hen over hustagene. Tilsyneladende mere og mere ude af kontrol i et desperat forspil eller dødsridt. Rundt og rundt til solen er gået helt ned. Jeg vover mig nu ud igen efter en sveddryppende siesta ovenpå at have skrevet de første linjer i min nye notesbog. Det var som om det tappede mig for kræfter. Starten var febrilsk og feberhed og ordene dansede afsted til tangoens toner. Ude af kontrol som svaleflokken, indtil jeg fik ordene tøjlede og indordnet under musikkens ordnede rytme. Det var en kamp, som jeg måtte vinde.
Det har været en varm dag. Selv efter lokale forhold. Men jeg må prøve igen. Sidde med bogen mellem hænderne og vente på at noget sker. Som i formiddags.
NOTESBOGEN
Hvad er det første man skriver på nye ubeskrevne sider i en splinterny og jomfruelig notesbog af den absolut lækreste kvalitet?
Billige notesbøger og andre hæfter er igennem årene blevet fyldt med ideer, noter, snik snak, løsrevne linjer, rene fjollerier, citater, digte, sangtekster og andre eskapader. Side om side står de i min reol i al deres mangfoldighed af farver og størrelser. Tykke, tynde, røde og blå.
Jeg har altid været tiltrukket af notesbøger, uden dog at ville kalde mig selv fetichist. En særegen passion vil nogen måske sige, men trangen til at åbne bogen og lade kuglepennen arbejde sig henover blanke hvide sider med eller uden linjer, har været der siden barnsben. Dengang afholdt jeg mig imidlertid fra at skrive ord. I stedet tegnede jeg kort. Verdenskort og andre mere detaljerede kort over fantasilandskaber og nyopfundne lande.
Jeg mærkede infrastrukturen op, tegnede floder og bjerge. Mest holdt jeg dog af at opfinde og tegne ø-riger. I en notesbog var det mest overskueligt med ø-riger.
Senere kom der ord på – eller rettere tal. For op igennem den senere del af min barndom skrev jeg minutiøst små referater af fodboldkampene, jeg deltog i som spiller for den lokale fodboldklub. I starten var det bare modstanderen og så resultatet. Tørt sobert og konstaterende. Men det udviklede sig til at jeg også indskrev, hvem der havde scoret målene, og andre små detaljer, som måske kunne virke fuldstændigt ligegyldige for andre, men som syntes at blive tiltrukket af mine notesbøger.
Her er det måske på sin plads at komme med en indrømmelse. Jeg skrifter hermed en af barndommens synder, for disse tiltrækkende sider jo også bruges til. Måske skulle jeg undlade at gøre det i denne notesbøgernes Ferrari, for i en så lækker bog, kan jeg ikke bare strege over og rive sider ud uden at have dårlig samvittighed over at skamfere bogen. Lige siden barndommen har jeg derfor holdt mig til billige modeller, som eksempelvis notesbøgernes billigbog – den fra Kina. En ren Trabant ved siden af den jeg netop skriver i.
Tilbage til bekendelsen: jeg pyntede en smule på resultaterne! Senere tildelte jeg også mig selv rollen som fiktiv målscorer, selvom jeg nok tilbragte det meste af tiden i løbet af en kamp i området omkring midtercirklen. Jeg var bestemt ikke den typiske målscorer, som blev fejret med pokaler, når sæsonen var slut. Jeg var mere holdets bryggerhest, som i notesbogen drømte om at springe ud som fuldblodsaraber.
Endnu flere ord kom der på i teenageårene. Fodboldresultaternes mere eller mindre redelige optegnelser blev skiftet ud med gymnasietidens hysteriske og patetiske falbelader, hvis højspændte hjertebanken kunne holde en mellemstor provinsby ved lys hele vinteren igennem, og hvis nutidens illuminerede juletræer og amerikaniserede julepynt dengang havde været hver mands eje, kunne hele byen have stukket det store stik i min nussede notesbog, som dengang mere havde karakter af poesibog. Det var beskrivelser af det gnistrede spændingsfelt mellem livets dorske virkelighed og de mange drømme, som blev beskrevet som florlette utopier. Helt almindelig standard pubertetsdrama.
Det er ikke længe siden, jeg bladrede lidt i nogle af bøgerne fra dengang. Tænk hvis der skulle ligge nogle guldkorn gemt på en af siderne. Eller glemte og hengemte perler, som bare skulle skylles og sættes på en snor for derefter at skinne som den kostbareste skat. OK...jeg ved det! Ordene svulmer måske en anelse op her, vokser under min pen, for så meget regnede jeg vel ikke med at teenageårenes udgydelser ville kaste af sig? Mindre kunne altså også gøre det. Men nej. Jeg fandt bare et udslukt krater af vulkansk størrelse af ingenting. Kostbarheden var det pureste ingenting. Tomt og pinligt var der, og jeg skyndte mig ud af hullet igen, før jeg blev opslugt. Jeg håber ikke nogen så mig.
*
Efter at have læst i den medfølgende pamflet at både van Gogh, Hemingway og Picasso har brugt denne type læderindbundne bøger til at notere og skitsere deres mesterværker, fornemmer jeg en svag og tindrende æres-
frygt melde sin ankomst. Æresfrygt og præstationsangst!
Hvad nu hvis jeg ikke formår andet end bare at skrive mit navn i omslaget? Og mit beskedne telefonnummer som enhver kan Google op og spore til mit beskedne hus på Beskedenvej nr. langt-henne-ad-gaden?
Jeg kan mærke min hånd dirre en smule, da jeg som det første skriver ’Hvad er det første man skriver....?’. Men det har aftaget nu, hvor jeg er kommet hertil. For nu kan jeg pludselig fornemme suset fra ordene, som de iler afsted og forbi i et hastigt og til stadighed mere og mere opskruet flow. De berører mig svagt. Jeg mærker dem, mens jeg forsøger at gribe fat i dem og holde dem fast på notesbogens sider - snuser dem ind og tygger på dem. Men de flyder nu endnu hurtigere forbi. Grebet af en rasende strøm.
Jeg må tvinge dem i knæ og se dem lige i øjnene i et fastfrosset splitsekund, for at gøre dem det klart, at jeg altså mener det! Jeg ønsker ikke at dræbe dem som en stålsat toreador eller tage livet af dem på anden måde, for det er jo dem, jeg lever og ånder for. Men de skal vide herfra første side af bogen, at så længe denne bog lever og så længe blækket kan læses, så agter jeg at gøre brug af netop disse ord til at beskrive netop dette øjeblik no matter what. De skal vide, hvem der bestemmer her.
Men denne gang er det noget særligt. Ikke en billig Kina bog af typen 5-stk-50kr, hvor blækket fra min pen vil flyde ud og blive til størknede plamager, der ligner golde øer uden liv, hvor der engang levede folkeslag, der talte smukke sindrige sprog i vendinger om liv og død. Om fortid fremtid og tro og kampen for det daglige brød.
STOP! Jeg må trække vejret. Tage en dyb indånding. For ordene trækker så hårdt i pennen, at jeg er tæt på at miste grebet. Jeg må lægge bogen fra mig og kigge op. Men det er vanskeligt at gi’ slip. For min notesbog, min pen og ordene har virkelig fået tag i mig. Så meget at det fremkalder en rislende og fantastisk kropslig nydelse. For mig er det et vægtløst og smukt øjeblik.
*
Jeg sidder og puster ud på en af støbejernsbænkene på Plaza de Andalucia lige ud for den gamle hensygnende Bar Central i de andalusiske bjerge, hvor jeg har siddet så tit. Jeg famler efter mine cigaretter og tænder en smøg. Ud fra baren strømmer en musik fra svundne tider og blander luften med en melankoli af en anden verden. Det er som om tonerne gi’r mine ord vinger. En kvinde synger gamle tango sange. Om det er en radio eller en gammel grammofon, ved jeg ikke. Men jeg kan se, de fejer gulvet og flytter lidt rundt på de gamle træstole. Tørrer bordene af. Der er ingen kunder og endnu ikke åbent.
Kirkeklokken har lige pligtskyldigt leveret 11 blytunge og malmfulde slag. Insisterende og elleve gange med tungen lige i munden.
For én gang skyld er tv’et ikke tændt i Bar Central. Her plejer kanalvælgeren at være fastfrosset på den lokalandalusiske kanal, hvor de viser tyrefægtning – horn, haler og ører fylder hele den bedste sendetid. Men ikke i dag. I dag er det gammel smuk tangosang som fylder rummet og plazaen udenfor, hvor jeg stadig sidder med min bog.
Solen har endnu ikke fået det afgørende overtag, og temperaturen er stadig behagelig og sval her i skyggen. Sangene lyder som om de kommer fra en gammel grammofon. Jeg ønsker at øjeblikket og musikken kan vare ved. Så den kan bære mig ind i siestaens brølende stilhed og tavse timer og holde mig ved selskab i min egen tristesse inden den smeltende hede, hvor selv fluerne må indstille deres travle ruter mellem tilsyneladende tilfældige punkter, forsøger at tage livet af mig. Når de flyver hovedkuls ind i en kinesisk mur af siestahede som desperate kamikazepiloter, så ved jeg at kirkeklokken kæmper sin egen kamp for at komme nok bevægelse til at kunne bimle 2 svedende slag.
*
Mørket trænger sig på. Solen er gået ned bag bjerget og flokke af svaler snor sig ind og ud af mening og mål, som de gør hver aften på denne tid. De flyver lavt hen over hustagene. Tilsyneladende mere og mere ude af kontrol i et desperat forspil eller dødsridt. Rundt og rundt til solen er gået helt ned. Jeg vover mig nu ud igen efter en sveddryppende siesta ovenpå at have skrevet de første linjer i min nye notesbog. Det var som om det tappede mig for kræfter. Starten var febrilsk og feberhed og ordene dansede afsted til tangoens toner. Ude af kontrol som svaleflokken, indtil jeg fik ordene tøjlede og indordnet under musikkens ordnede rytme. Det var en kamp, som jeg måtte vinde.
Det har været en varm dag. Selv efter lokale forhold. Men jeg må prøve igen. Sidde med bogen mellem hænderne og vente på at noget sker. Som i formiddags.
lørdag den 24. april 2010
Så kan du høre åbneren fra det kommende album PÅ DANSK. Jeg har tidligere nævnt sangen i et blogindlæg.
Den hedder DEN RETTE VEJ.
Er der overhovedet nogen, der følger den? Vi gør i hvert fald ikke her i Naked Fish. Vores vej er fyldt med sving, kurver, sideveje, detours, vildfarelser, omveje og vildspor. Men er det disse omdirigeringer væk fra den rette vej, der får det hele til at hænge sammen? Livets kit? Tilværelsens fugemasse? Hvis man stopper op begynder tvivlen måske at gnave: hvad laver jeg her, hvad er det der sker?
På denne indspilning fik vi hjælp af Rikke Mach, som virkelig kan få et omkvæd til at løfte sig med sin fantastiske stemme. Hun er også med på en anden sang på albummet, nemlig duetten STILLER SKARPT. Senere vil vi præsentere dig for en anden fantastisk sangerinde, for der er nemlig endnu en duet på albummet. Men mere om det senere. Længere nede i et andet indlæg kan du læse teksten.
www.myspace.com/nakedfishdk
Den hedder DEN RETTE VEJ.
Er der overhovedet nogen, der følger den? Vi gør i hvert fald ikke her i Naked Fish. Vores vej er fyldt med sving, kurver, sideveje, detours, vildfarelser, omveje og vildspor. Men er det disse omdirigeringer væk fra den rette vej, der får det hele til at hænge sammen? Livets kit? Tilværelsens fugemasse? Hvis man stopper op begynder tvivlen måske at gnave: hvad laver jeg her, hvad er det der sker?
På denne indspilning fik vi hjælp af Rikke Mach, som virkelig kan få et omkvæd til at løfte sig med sin fantastiske stemme. Hun er også med på en anden sang på albummet, nemlig duetten STILLER SKARPT. Senere vil vi præsentere dig for en anden fantastisk sangerinde, for der er nemlig endnu en duet på albummet. Men mere om det senere. Længere nede i et andet indlæg kan du læse teksten.
www.myspace.com/nakedfishdk
søndag den 18. april 2010
MASTEREN OG BANKBOKSEN
God eftermiddag
Fik jeg egentlig skrevet om bankboksen og masteren? Jeg skrev for at par uger siden, at jeg ville.
Masteren til det kommende NAKED FISH album ’På dansk’ har ligget godt gemt af vejen i min bankboks under en bank her i Århus. Nu er det jo ikke sådan, at jeg frekventerer boksen i tide og utide. Har ingen juveler eller andet, jeg skal holde øje med. Så jeg glemmer proceduren fra gang til gang.
Man har en kode, et plastickort og….en nøgle. Min bankboks er i øvrigt meget moderne. Der findes kun 2 af slagsen her i landet. Et lukket rum med tastaturer og en boks, som kommer op automatisk langt nede fra den århusianske undergrund. Lidt Mission Impossible-agtigt. Og det var det også ved at blive, da jeg skulle hente masteren, for at overgive den til de gode mennesker hos AIR PLAY SONY DADC DENMARK (meget mundret, ikke!), så de kunne sende den til Østrig, hvor den er blevet mangfoldiggjort (minder mig om at jeg lige skal checke, om de ved en fejl har kommet Hansi Hinterseer på i stedet!!! Eneste formildende omstændighed ville da være, at vi i så fald ville være nummer 1 på hitlisten).
Nøglen for pokker!!! Hvor var den? Kode og kort havde jeg endelig fået styr på. Måtte til sidst efter flere dages søgning hid og did her i huset ringe til banken. ’Har du smidt nøglen væk?’ jeg kunne høre på det bebrejdende tonefald, at det blev der ikke set på med milde øjne. Et tonefald jeg også har hørt på svensk for et par måneder siden, da jeg skulle forklare, at jeg havde mistet 2 skikort. Det kostede imidlertid kun 100 svenske at få 2 nye. Ingenting ved siden af de 1000 danske kroner, jeg måtte ryste op med, hvis jeg ikke fandt nøglen til bankboksen. Der skulle nemlig bestilles en låsesmed, som så skulle bore boksen op, hvor den uvurderlige Naked Fish musik lå. Intetanende og trygt henslumrende.
Tonefaldet på både dansk og svensk efterlod mig ikke i tvivl om, at jeg dog var en fuldstændig umulig klovn. Well…det måtte jeg jo nok give dem ret i. Klovnagtig opførsel af den mest latterlige. Hvordan kan man miste 2 (!!!) skikort? Og en vigtig nøgle?
Nå, men i fredags var jeg så inde hos Lars Alsing i AIR PLAY SONY for at hente et par eks. af det nye album. Og jeg sidder netop og kigger på det nu, mens jeg skriver. Og så er du selvfølgelig overordentligt spændt på, om jeg måtte slippe de 1000kr og lade en ivrig låsesmed komme til.
Kan ikke huske, hvad jeg skulle med Daniel Boorstin’s store bog om skabere af hverdagskunsten DE STORE SKABERE, men hvorom alting er så faldt nøglen ud af bogen, da jeg tog den ud af reolen. Der havde jeg altså i juni måned sidste år i en totalt anfald af storheds vanvid gemt nøglen (Hr. tyveknægt, som naturligvis læser denne blog! Den ligger der ikke længere). Måske førte nøglen mig til bogen i sin tid. Det valgte jeg at tro, da jeg lettet kunne aflyse låsesmeden, og i en mail triumferende fortælle banken, at jeg havde fundet nøglen. Det var jo en slags oprejsning. Fra at ha’ været en klovn kunne jeg nu mærket suset fra ’De store skabere’.
Skikortene!!! Dem taler vi ikke mere om.
Fortsat god søndag.
Fik jeg egentlig skrevet om bankboksen og masteren? Jeg skrev for at par uger siden, at jeg ville.
Masteren til det kommende NAKED FISH album ’På dansk’ har ligget godt gemt af vejen i min bankboks under en bank her i Århus. Nu er det jo ikke sådan, at jeg frekventerer boksen i tide og utide. Har ingen juveler eller andet, jeg skal holde øje med. Så jeg glemmer proceduren fra gang til gang.
Man har en kode, et plastickort og….en nøgle. Min bankboks er i øvrigt meget moderne. Der findes kun 2 af slagsen her i landet. Et lukket rum med tastaturer og en boks, som kommer op automatisk langt nede fra den århusianske undergrund. Lidt Mission Impossible-agtigt. Og det var det også ved at blive, da jeg skulle hente masteren, for at overgive den til de gode mennesker hos AIR PLAY SONY DADC DENMARK (meget mundret, ikke!), så de kunne sende den til Østrig, hvor den er blevet mangfoldiggjort (minder mig om at jeg lige skal checke, om de ved en fejl har kommet Hansi Hinterseer på i stedet!!! Eneste formildende omstændighed ville da være, at vi i så fald ville være nummer 1 på hitlisten).
Nøglen for pokker!!! Hvor var den? Kode og kort havde jeg endelig fået styr på. Måtte til sidst efter flere dages søgning hid og did her i huset ringe til banken. ’Har du smidt nøglen væk?’ jeg kunne høre på det bebrejdende tonefald, at det blev der ikke set på med milde øjne. Et tonefald jeg også har hørt på svensk for et par måneder siden, da jeg skulle forklare, at jeg havde mistet 2 skikort. Det kostede imidlertid kun 100 svenske at få 2 nye. Ingenting ved siden af de 1000 danske kroner, jeg måtte ryste op med, hvis jeg ikke fandt nøglen til bankboksen. Der skulle nemlig bestilles en låsesmed, som så skulle bore boksen op, hvor den uvurderlige Naked Fish musik lå. Intetanende og trygt henslumrende.
Tonefaldet på både dansk og svensk efterlod mig ikke i tvivl om, at jeg dog var en fuldstændig umulig klovn. Well…det måtte jeg jo nok give dem ret i. Klovnagtig opførsel af den mest latterlige. Hvordan kan man miste 2 (!!!) skikort? Og en vigtig nøgle?
Nå, men i fredags var jeg så inde hos Lars Alsing i AIR PLAY SONY for at hente et par eks. af det nye album. Og jeg sidder netop og kigger på det nu, mens jeg skriver. Og så er du selvfølgelig overordentligt spændt på, om jeg måtte slippe de 1000kr og lade en ivrig låsesmed komme til.
Kan ikke huske, hvad jeg skulle med Daniel Boorstin’s store bog om skabere af hverdagskunsten DE STORE SKABERE, men hvorom alting er så faldt nøglen ud af bogen, da jeg tog den ud af reolen. Der havde jeg altså i juni måned sidste år i en totalt anfald af storheds vanvid gemt nøglen (Hr. tyveknægt, som naturligvis læser denne blog! Den ligger der ikke længere). Måske førte nøglen mig til bogen i sin tid. Det valgte jeg at tro, da jeg lettet kunne aflyse låsesmeden, og i en mail triumferende fortælle banken, at jeg havde fundet nøglen. Det var jo en slags oprejsning. Fra at ha’ været en klovn kunne jeg nu mærket suset fra ’De store skabere’.
Skikortene!!! Dem taler vi ikke mere om.
Fortsat god søndag.
onsdag den 7. april 2010
DRAMA
Sang nummer 2 på det kommende album hedder DRAMADRONNING.
I en mindre by et sted i Danmark bor et par, som lever livet for åbent tæppe. De skændes så det brager alle ugens hverdage. De gør det så højlydt, at alle kan høre og se det. Måske ophidser opmærksomheden dem endnu mere.
Folk i byen har deres egen doku-soap, de kan følge med i og tale om, når de mødes henne i Brugsen. De behøver ikke store teaterproduktioner eller manuskripter af Strindberg eller Bergman.
Heldigvis er det ikke en tragedie men hverdagens drama, hvor parret bruger de 5 hverdage til at nå klimaks og forenes i weekendens store finale.
På indspilningen, som var den sidste bandet lavede, blir der spillet indædt og veloplagt ikke mindst af rytmegruppen med Jakobs magtfulde baslinjer under Michaels swingende trommespil. Og så må man ikke glemme noget så sjældent som en fantastisk slideguitarsolo af Janus.
DRAMADRONNING
(Musik og tekst: Karl-Erik Pedersen)
de levede som hund og kat
råbte højt og gjorde ved
og alle folk i byen vidste alt
om hvad der foregik
bag den grønne ligusterhæk
i et helt almindeligt gulstens hus
kunne alt gå op i flammer
når hun så rødt
dramadronning hun var dramadronning
og han var konge af den dårligste undskyldning
de laved’ hver dag om til teater
der var Strindbergske scener fra morgen til kväll
tallerkenerne blev kastet
allerede mandag eftermiddag
når han var kommet med
ugens allerførste søgte forklaring
de gennemspillede scenerne
om og om og om og om igen
publikum gik aldrig
skuffede hjem
dramadronning.........
der blev råbt og der blev skreget
helt igennem hele ugen
men når det så blev weekend
var det blomsterne der kom frem
der blev bandet og leget med ild
fra mandag hen til fredag
men det endte alligevel med forlig
og et kæmpe festfyrværkeri
dramadronning.........
JANUS BECHMANN:
e-guitar, slide guitar
ULRIK BUST:
keys, mellotron, programmering
KARL-ERIK PEDERSEN:
vokal, a-guitar, e-guitar, slide guitar, keys, klokkespil
MICHAEL FRIIS:
trommer
JAKOB OTTESEN:
bas
I en mindre by et sted i Danmark bor et par, som lever livet for åbent tæppe. De skændes så det brager alle ugens hverdage. De gør det så højlydt, at alle kan høre og se det. Måske ophidser opmærksomheden dem endnu mere.
Folk i byen har deres egen doku-soap, de kan følge med i og tale om, når de mødes henne i Brugsen. De behøver ikke store teaterproduktioner eller manuskripter af Strindberg eller Bergman.
Heldigvis er det ikke en tragedie men hverdagens drama, hvor parret bruger de 5 hverdage til at nå klimaks og forenes i weekendens store finale.
På indspilningen, som var den sidste bandet lavede, blir der spillet indædt og veloplagt ikke mindst af rytmegruppen med Jakobs magtfulde baslinjer under Michaels swingende trommespil. Og så må man ikke glemme noget så sjældent som en fantastisk slideguitarsolo af Janus.
DRAMADRONNING
(Musik og tekst: Karl-Erik Pedersen)
de levede som hund og kat
råbte højt og gjorde ved
og alle folk i byen vidste alt
om hvad der foregik
bag den grønne ligusterhæk
i et helt almindeligt gulstens hus
kunne alt gå op i flammer
når hun så rødt
dramadronning hun var dramadronning
og han var konge af den dårligste undskyldning
de laved’ hver dag om til teater
der var Strindbergske scener fra morgen til kväll
tallerkenerne blev kastet
allerede mandag eftermiddag
når han var kommet med
ugens allerførste søgte forklaring
de gennemspillede scenerne
om og om og om og om igen
publikum gik aldrig
skuffede hjem
dramadronning.........
der blev råbt og der blev skreget
helt igennem hele ugen
men når det så blev weekend
var det blomsterne der kom frem
der blev bandet og leget med ild
fra mandag hen til fredag
men det endte alligevel med forlig
og et kæmpe festfyrværkeri
dramadronning.........
JANUS BECHMANN:
e-guitar, slide guitar
ULRIK BUST:
keys, mellotron, programmering
KARL-ERIK PEDERSEN:
vokal, a-guitar, e-guitar, slide guitar, keys, klokkespil
MICHAEL FRIIS:
trommer
JAKOB OTTESEN:
bas
fredag den 2. april 2010
BLÅBÆR MUFFIN
Den anden dag fulgtes jeg med min yngste datter på 8 år. Hun havde fået en lækker muffin med blåbær. Det skulle blive en sand himmerigsmundfuld, som hun forventningsfuld satte tænderne i. Jeg kunne straks se på hendes øjne, at fuglene sang kraftigere og vintergæk og erantis voksede en centimeter, for forventningerne blev i den grad indfriet. Foråret sprang simpelthen ud inden i hende.
For mig var øjeblikket formodentlig lige så fantastisk, som det var for hende. Der var bare to forskellige årsager til glæden. For hende var det nydelsen af at sætte tænderne i den lækre blåbærmuffin, og for mig var det selvfølgelig glæden over at se hende nyde blåbær og forår.
Det fik hende til at åbne munden for at fortælle om den skønne oplevelse. Og sikke en mund hun havde fået som ekstra gevinst. Blå af bær. Sikke et syn. Det fik vi meget sjov ud af at tale om. Hun havde fået blåbærmund. Kunne man ha' blåbærøjne? Og hvor hurtigt kan du sige blåbærblå? Hov...det lød jo godt. Hvad med: 'hendes øjne blev blåbærblå'? Hvor hurtigt kunne man sige det? Det lød endnu bedre. Det måtte der laves en sang om.
Og sangen er netop blevet færdig for en time siden, her på den langfredag. I min barndom var alt lukket. Senere da jeg begyndte at spille jobs, måtte man først spille efter midnat. Og biograferne var lukkede. Sådan er det ikke længere. Selvom det er årets mest hellige dag.
Her får du sangen, som er så ny, at blækket end ikke er helt tørt. Så watch out hvis du sætter en finger på. Den er så ny, at jeg endnu ikke har indspillet den, så det er med en vis risiko at offentliggøre den her. Dels er den ikke prøvet af, så der kan være fejl i den, dels kan du jo stjæle den. Nu ved jeg imidlertid at du er et regelret og retskaffent menneske, som aldrig ville kunne finde på den slags. Så jeg løber risikoen.
Musikken under teksten, som du må høre en anden gang blev til i et sommerhus ved Ebeltoft for 2-3 år siden i en periode, hvor jeg spillede meget fingerspil på guitaren. Så på computeren ligger der 5-6 ideer med udgangspunkt i g-strengen som alle er fjerne fætre og kusiner til Paul McCartneys sang 'Blackbird' som er blevet til på samme måde. Der er dog ingen ligheder.
Jeg indspillede et par guitarspor og var så ved at indspille noget bas, da jeg begyndte at spille melodi på bassen. Det lød godt, så det er på bassen melodien er blevet til. Det er utraditionelt. Og på den måde blev der sendt endnu en skjult hilsen til Sir Paul. Han var nemlig banebrydende mht. basspil og navnlig melodiøst basspil. 'Skjult' fordi bassen har måttet vige til fordel for vokalen, da en bas ikke rigtigt kan formidle en tekst, som tager sit udspring i en blåbær muffin.
BLÅBÆRBLÅ
Hun vented' på ham i porten
samme tid hver eneste dag
hun ku' mærke sit hjerte slå
hurtigt var han væk igen
hendes øjne blev blåbærblå
hver gang hun så ham komme og gå
hun talte hvert et blåt sekund
resten af dagen gjorde ondt
et flygtigt glimt et kort øjeblik
syv skridt og så var han væk
hendes øjne blev...
årene er gået med tiden
hun tænker stadig på ham
hendes øjne blir blåbærblå
selv efter alle de år
når timen blir mørkeblå
resten af dagen gør stadig ondt
hendes øjne blev...
For mig var øjeblikket formodentlig lige så fantastisk, som det var for hende. Der var bare to forskellige årsager til glæden. For hende var det nydelsen af at sætte tænderne i den lækre blåbærmuffin, og for mig var det selvfølgelig glæden over at se hende nyde blåbær og forår.
Det fik hende til at åbne munden for at fortælle om den skønne oplevelse. Og sikke en mund hun havde fået som ekstra gevinst. Blå af bær. Sikke et syn. Det fik vi meget sjov ud af at tale om. Hun havde fået blåbærmund. Kunne man ha' blåbærøjne? Og hvor hurtigt kan du sige blåbærblå? Hov...det lød jo godt. Hvad med: 'hendes øjne blev blåbærblå'? Hvor hurtigt kunne man sige det? Det lød endnu bedre. Det måtte der laves en sang om.
Og sangen er netop blevet færdig for en time siden, her på den langfredag. I min barndom var alt lukket. Senere da jeg begyndte at spille jobs, måtte man først spille efter midnat. Og biograferne var lukkede. Sådan er det ikke længere. Selvom det er årets mest hellige dag.
Her får du sangen, som er så ny, at blækket end ikke er helt tørt. Så watch out hvis du sætter en finger på. Den er så ny, at jeg endnu ikke har indspillet den, så det er med en vis risiko at offentliggøre den her. Dels er den ikke prøvet af, så der kan være fejl i den, dels kan du jo stjæle den. Nu ved jeg imidlertid at du er et regelret og retskaffent menneske, som aldrig ville kunne finde på den slags. Så jeg løber risikoen.
Musikken under teksten, som du må høre en anden gang blev til i et sommerhus ved Ebeltoft for 2-3 år siden i en periode, hvor jeg spillede meget fingerspil på guitaren. Så på computeren ligger der 5-6 ideer med udgangspunkt i g-strengen som alle er fjerne fætre og kusiner til Paul McCartneys sang 'Blackbird' som er blevet til på samme måde. Der er dog ingen ligheder.
Jeg indspillede et par guitarspor og var så ved at indspille noget bas, da jeg begyndte at spille melodi på bassen. Det lød godt, så det er på bassen melodien er blevet til. Det er utraditionelt. Og på den måde blev der sendt endnu en skjult hilsen til Sir Paul. Han var nemlig banebrydende mht. basspil og navnlig melodiøst basspil. 'Skjult' fordi bassen har måttet vige til fordel for vokalen, da en bas ikke rigtigt kan formidle en tekst, som tager sit udspring i en blåbær muffin.
BLÅBÆRBLÅ
Hun vented' på ham i porten
samme tid hver eneste dag
hun ku' mærke sit hjerte slå
hurtigt var han væk igen
hendes øjne blev blåbærblå
hver gang hun så ham komme og gå
hun talte hvert et blåt sekund
resten af dagen gjorde ondt
et flygtigt glimt et kort øjeblik
syv skridt og så var han væk
hendes øjne blev...
årene er gået med tiden
hun tænker stadig på ham
hendes øjne blir blåbærblå
selv efter alle de år
når timen blir mørkeblå
resten af dagen gør stadig ondt
hendes øjne blev...
onsdag den 10. marts 2010
FUCKING RUMPROBLEMER
Igår sad Ulrik og jeg bag mixeren i Bust Studio, og arbejdede intenst med detaljerne på en indspilning til et album, som kommer senere på året.
Der var problemer med forbindelsen imellem ProTools og en rumklang, og Ulrik var ved at gå ud af sit gode skind, fordi han ikke kunne finde fejlen. Mod slutningen af sessionen kunne han ikke længere holde sine frustrationer tilbage, og meget mod sædvane - for Ulrik er et meget velopdragent menneske - udbrød han '....hvis vi ikke have haft de fucking rumproblemer så....'.
Da mistede jeg koncentrationen, mit blik blev indstillet på uendeligt og mine tanker forsvandt i kredsløb omkring fjerne planeter og galaxer. At katapultere et så jordbundet ord som FUCK langt ud i rummet var en genial bedrift. En bedrift på linje med Armstrongs, Einsteins og Lennon/McCartneys.
Stor ros til Ulrik. Det må der kunne skrives en ny sang om. Og nu vi taler om sange, så skal vi ikke glemme, hvad vi egentlig er her for, nemlig for at skrive om det kommende album med NAKED FISH 'På dansk'. Her kan du f.eks. læse lidt om første sang på CD'en:
'DEN RETTE VEJ
På din ene skulder sidder en engel og på den anden en djævel. De taler til dig, men hvem lytter du til?
Nogen har måske prøvet at vågne op et helt forkert sted, på et helt forkert tidspunkt, Hvor man har ramt helt og aldeles ved siden af.
Kan man undskylde sig? Kan man finde en fornuftig forklaring på, hvorfor man skred i svinget og røg i hegnet? Og hvordan finder man, mon nogensinde tilbage på 'Den rette vej'?
Det er et luftigt og swingende nummer - Naked Fish på soul.
Tætte og karakteristiske blæsere spillet af Ulrik, tillagt et særdeles veloplagt kor af Rikke Mach. Lagt på en gyngende bund.
Albummet er skudt i gang – Naked Fish anno 2010. '
Mere om den senere. For vi er da også nødt til at sende teksten i kredsløb i cyberspace. Håber ikke den får 'fucking rumproblemer'.
Ha' en god dag. Imorgen vil jeg fortælle om problemer med en bankboks og masteren.
Karl-Erik
Der var problemer med forbindelsen imellem ProTools og en rumklang, og Ulrik var ved at gå ud af sit gode skind, fordi han ikke kunne finde fejlen. Mod slutningen af sessionen kunne han ikke længere holde sine frustrationer tilbage, og meget mod sædvane - for Ulrik er et meget velopdragent menneske - udbrød han '....hvis vi ikke have haft de fucking rumproblemer så....'.
Da mistede jeg koncentrationen, mit blik blev indstillet på uendeligt og mine tanker forsvandt i kredsløb omkring fjerne planeter og galaxer. At katapultere et så jordbundet ord som FUCK langt ud i rummet var en genial bedrift. En bedrift på linje med Armstrongs, Einsteins og Lennon/McCartneys.
Stor ros til Ulrik. Det må der kunne skrives en ny sang om. Og nu vi taler om sange, så skal vi ikke glemme, hvad vi egentlig er her for, nemlig for at skrive om det kommende album med NAKED FISH 'På dansk'. Her kan du f.eks. læse lidt om første sang på CD'en:
'DEN RETTE VEJ
På din ene skulder sidder en engel og på den anden en djævel. De taler til dig, men hvem lytter du til?
Nogen har måske prøvet at vågne op et helt forkert sted, på et helt forkert tidspunkt, Hvor man har ramt helt og aldeles ved siden af.
Kan man undskylde sig? Kan man finde en fornuftig forklaring på, hvorfor man skred i svinget og røg i hegnet? Og hvordan finder man, mon nogensinde tilbage på 'Den rette vej'?
Det er et luftigt og swingende nummer - Naked Fish på soul.
Tætte og karakteristiske blæsere spillet af Ulrik, tillagt et særdeles veloplagt kor af Rikke Mach. Lagt på en gyngende bund.
Albummet er skudt i gang – Naked Fish anno 2010. '
Mere om den senere. For vi er da også nødt til at sende teksten i kredsløb i cyberspace. Håber ikke den får 'fucking rumproblemer'.
Ha' en god dag. Imorgen vil jeg fortælle om problemer med en bankboks og masteren.
Karl-Erik
Abonner på:
Opslag (Atom)