NOTESBOGEN

Her er historien om NOTESBOGEN. Det er en historie, der er i familie med sangen BRÆNDENDE SOL, som er sidste sang på PÅ DANSK - det kommende album med NAKED FISH.


NOTESBOGEN

Hvad er det første man skriver på nye ubeskrevne sider i en splinterny og jomfruelig notesbog af den absolut lækreste kvalitet?

Billige notesbøger og andre hæfter er igennem årene blevet fyldt med ideer, noter, snik snak, løsrevne linjer, rene fjollerier, citater, digte, sangtekster og andre eskapader. Side om side står de i min reol i al deres mangfoldighed af farver og størrelser. Tykke, tynde, røde og blå.

Jeg har altid været tiltrukket af notesbøger, uden dog at ville kalde mig selv fetichist. En særegen passion vil nogen måske sige, men trangen til at åbne bogen og lade kuglepennen arbejde sig henover blanke hvide sider med eller uden linjer, har været der siden barnsben. Dengang afholdt jeg mig imidlertid fra at skrive ord. I stedet tegnede jeg kort. Verdenskort og andre mere detaljerede kort over fantasilandskaber og nyopfundne lande.
Jeg mærkede infrastrukturen op, tegnede floder og bjerge. Mest holdt jeg dog af at opfinde og tegne ø-riger. I en notesbog var det mest overskueligt med ø-riger.

Senere kom der ord på – eller rettere tal. For op igennem den senere del af min barndom skrev jeg minutiøst små referater af fodboldkampene, jeg deltog i som spiller for den lokale fodboldklub. I starten var det bare modstanderen og så resultatet. Tørt sobert og konstaterende. Men det udviklede sig til at jeg også indskrev, hvem der havde scoret målene, og andre små detaljer, som måske kunne virke fuldstændigt ligegyldige for andre, men som syntes at blive tiltrukket af mine notesbøger.

Her er det måske på sin plads at komme med en indrømmelse. Jeg skrifter hermed en af barndommens synder, for disse tiltrækkende sider jo også bruges til. Måske skulle jeg undlade at gøre det i denne notesbøgernes Ferrari, for i en så lækker bog, kan jeg ikke bare strege over og rive sider ud uden at have dårlig samvittighed over at skamfere bogen. Lige siden barndommen har jeg derfor holdt mig til billige modeller, som eksempelvis notesbøgernes billigbog – den fra Kina. En ren Trabant ved siden af den jeg netop skriver i.

Tilbage til bekendelsen: jeg pyntede en smule på resultaterne! Senere tildelte jeg også mig selv rollen som fiktiv målscorer, selvom jeg nok tilbragte det meste af tiden i løbet af en kamp i området omkring midtercirklen. Jeg var bestemt ikke den typiske målscorer, som blev fejret med pokaler, når sæsonen var slut. Jeg var mere holdets bryggerhest, som i notesbogen drømte om at springe ud som fuldblodsaraber.

Endnu flere ord kom der på i teenageårene. Fodboldresultaternes mere eller mindre redelige optegnelser blev skiftet ud med gymnasietidens hysteriske og patetiske falbelader, hvis højspændte hjertebanken kunne holde en mellemstor provinsby ved lys hele vinteren igennem, og hvis nutidens illuminerede juletræer og amerikaniserede julepynt dengang havde været hver mands eje, kunne hele byen have stukket det store stik i min nussede notesbog, som dengang mere havde karakter af poesibog. Det var beskrivelser af det gnistrede spændingsfelt mellem livets dorske virkelighed og de mange drømme, som blev beskrevet som florlette utopier. Helt almindelig standard pubertetsdrama.

Det er ikke længe siden, jeg bladrede lidt i nogle af bøgerne fra dengang. Tænk hvis der skulle ligge nogle guldkorn gemt på en af siderne. Eller glemte og hengemte perler, som bare skulle skylles og sættes på en snor for derefter at skinne som den kostbareste skat. OK...jeg ved det! Ordene svulmer måske en anelse op her, vokser under min pen, for så meget regnede jeg vel ikke med at teenageårenes udgydelser ville kaste af sig? Mindre kunne altså også gøre det. Men nej. Jeg fandt bare et udslukt krater af vulkansk størrelse af ingenting. Kostbarheden var det pureste ingenting. Tomt og pinligt var der, og jeg skyndte mig ud af hullet igen, før jeg blev opslugt. Jeg håber ikke nogen så mig.

*

Efter at have læst i den medfølgende pamflet at både van Gogh, Hemingway og Picasso har brugt denne type læderindbundne bøger til at notere og skitsere deres mesterværker, fornemmer jeg en svag og tindrende æres-
frygt melde sin ankomst. Æresfrygt og præstationsangst!

Hvad nu hvis jeg ikke formår andet end bare at skrive mit navn i omslaget? Og mit beskedne telefonnummer som enhver kan Google op og spore til mit beskedne hus på Beskedenvej nr. langt-henne-ad-gaden?

Jeg kan mærke min hånd dirre en smule, da jeg som det første skriver ’Hvad er det første man skriver....?’. Men det har aftaget nu, hvor jeg er kommet hertil. For nu kan jeg pludselig fornemme suset fra ordene, som de iler afsted og forbi i et hastigt og til stadighed mere og mere opskruet flow. De berører mig svagt. Jeg mærker dem, mens jeg forsøger at gribe fat i dem og holde dem fast på notesbogens sider - snuser dem ind og tygger på dem. Men de flyder nu endnu hurtigere forbi. Grebet af en rasende strøm.

Jeg må tvinge dem i knæ og se dem lige i øjnene i et fastfrosset splitsekund, for at gøre dem det klart, at jeg altså mener det! Jeg ønsker ikke at dræbe dem som en stålsat toreador eller tage livet af dem på anden måde, for det er jo dem, jeg lever og ånder for. Men de skal vide herfra første side af bogen, at så længe denne bog lever og så længe blækket kan læses, så agter jeg at gøre brug af netop disse ord til at beskrive netop dette øjeblik no matter what. De skal vide, hvem der bestemmer her.

Men denne gang er det noget særligt. Ikke en billig Kina bog af typen 5-stk-50kr, hvor blækket fra min pen vil flyde ud og blive til størknede plamager, der ligner golde øer uden liv, hvor der engang levede folkeslag, der talte smukke sindrige sprog i vendinger om liv og død. Om fortid fremtid og tro og kampen for det daglige brød.

STOP! Jeg må trække vejret. Tage en dyb indånding. For ordene trækker så hårdt i pennen, at jeg er tæt på at miste grebet. Jeg må lægge bogen fra mig og kigge op. Men det er vanskeligt at gi’ slip. For min notesbog, min pen og ordene har virkelig fået tag i mig. Så meget at det fremkalder en rislende og fantastisk kropslig nydelse. For mig er det et vægtløst og smukt øjeblik.

*

Jeg sidder og puster ud på en af støbejernsbænkene på Plaza de Andalucia lige ud for den gamle hensygnende Bar Central i de andalusiske bjerge, hvor jeg har siddet så tit. Jeg famler efter mine cigaretter og tænder en smøg. Ud fra baren strømmer en musik fra svundne tider og blander luften med en melankoli af en anden verden. Det er som om tonerne gi’r mine ord vinger. En kvinde synger gamle tango sange. Om det er en radio eller en gammel grammofon, ved jeg ikke. Men jeg kan se, de fejer gulvet og flytter lidt rundt på de gamle træstole. Tørrer bordene af. Der er ingen kunder og endnu ikke åbent.

Kirkeklokken har lige pligtskyldigt leveret 11 blytunge og malmfulde slag. Insisterende og elleve gange med tungen lige i munden.

For én gang skyld er tv’et ikke tændt i Bar Central. Her plejer kanalvælgeren at være fastfrosset på den lokalandalusiske kanal, hvor de viser tyrefægtning – horn, haler og ører fylder hele den bedste sendetid. Men ikke i dag. I dag er det gammel smuk tangosang som fylder rummet og plazaen udenfor, hvor jeg stadig sidder med min bog.

Solen har endnu ikke fået det afgørende overtag, og temperaturen er stadig behagelig og sval her i skyggen. Sangene lyder som om de kommer fra en gammel grammofon. Jeg ønsker at øjeblikket og musikken kan vare ved. Så den kan bære mig ind i siestaens brølende stilhed og tavse timer og holde mig ved selskab i min egen tristesse inden den smeltende hede, hvor selv fluerne må indstille deres travle ruter mellem tilsyneladende tilfældige punkter, forsøger at tage livet af mig. Når de flyver hovedkuls ind i en kinesisk mur af siestahede som desperate kamikazepiloter, så ved jeg at kirkeklokken kæmper sin egen kamp for at komme nok bevægelse til at kunne bimle 2 svedende slag.

*

Mørket trænger sig på. Solen er gået ned bag bjerget og flokke af svaler snor sig ind og ud af mening og mål, som de gør hver aften på denne tid. De flyver lavt hen over hustagene. Tilsyneladende mere og mere ude af kontrol i et desperat forspil eller dødsridt. Rundt og rundt til solen er gået helt ned. Jeg vover mig nu ud igen efter en sveddryppende siesta ovenpå at have skrevet de første linjer i min nye notesbog. Det var som om det tappede mig for kræfter. Starten var febrilsk og feberhed og ordene dansede afsted til tangoens toner. Ude af kontrol som svaleflokken, indtil jeg fik ordene tøjlede og indordnet under musikkens ordnede rytme. Det var en kamp, som jeg måtte vinde.

Det har været en varm dag. Selv efter lokale forhold. Men jeg må prøve igen. Sidde med bogen mellem hænderne og vente på at noget sker. Som i formiddags.