Berlin #1

Er du egentlig klar over, at Tyskland er det største medieland i Europa? Måske ikke så sært når man tænker på landets størrelse, så det overrasker nok ikke. Men er du så klar over, at Tyskland er det 3. største land, hvad angår musiksalg på CD mm? I hele verden. Det er altså ikke noget uheldigt sted at befinde sig, hvis man skal gøre sig håb om at få udbredt sin musik til flere end bare familie og venner.

Det var nu ikke derfor, jeg på en sommerregnvejrsdag befandt mig i Berlin sammen med familien. Det var for at suge impulser ud af denne prægtige by, som er så gennemsyret af fortidens små og store synder. Men byen er heldigvis meget andet end krig og mur. Tag smeltedigelen Kreuzberg. Her blandes indvandrerkrydderierne med BZ'ernes tunge militærstøvler og frem kommer en skæv og rå, her-og-nu modernitet. Tibetansk take-away, Döner kebab og den uundværlige Curry Wurst side om side som en eventyrlysten tysk VM midtbane.

Men den alvorlige fortid skal også besøges fra tid til anden, så man ikke glemmer. Dagen med sommerregn stod jeg derfor i Berlins store symbol på 2. Verdenskrig. Så på billederne på dette meget dystre sted. Havde været der flere gange tidligere, men Gedächtniskirche er så intens - der midt i det gamle Vest Berlin, at den har en dragende effekt.

På vej i U-bahnen fra Kreuzberg til området omkring Wittenbergplatz havde jeg følt mig...ikke 'forfulgt'. Det vil give historien en forkert drejning, selvom Kold Krig, Berlin og le Carre kunne være en spændende vej at dreje nedad. 'Iagtaget' er nok et bedre ord. Da jeg så en mor med ikke mindre end 4 børn, som alle sad og kiggede på mig, overvejede leg om der var noget med min beklædning, mit hår eller sad prisskiltet stadig på min skjorte. Et eller andet var galt.

I kirken gik jeg rundt og fornemmede atmosfæren. Fornemmelsen af at være 'iagtaget' vendte tilbage. Og denne gang var der ingen tvivl. Et ægtepar i halvtredserne kiggede meget tydeligt på mig. Især konen. Jeg gik videre. Nu er stedet jo ikke stort, så jeg kunne ikke lige ryste dem af. Der var noget før-murens-fald-agtigt over det. En hemmelig besked som skulle afleveres fra en spion ovre på østsiden. Måske en mikrofilm! Det tog overhånd, og der var ikke andet for mig at gøre, end at gå hen til dem. Konen skyndte sig væk, men manden blev stående - tapper. Jeg spurgte ham, om vi kendte hinanden. Jeg husker ikke, om det var på tysk eller gebrokkent engelsk. Men han sagde, at hans kone mente, at jeg var kendt fra TV!!!

Nu stod jeg der på dette dystre sted. Et sted til eftertanke og sjælelig fordybelse og jeg blev ramt af dette lyn af et udsagn. Lige i hjertet af Europas største medieland og Verdens 3. største CD marked. Her var der åbenbart nogen, som kendte mig fra TV. Kunne næsten ikke blive større. Her skal low-budgetbandet NAKED FISH igang med at promovere 'På dansk' som udkommer 2. oktober, og så er der åbenbart nogen i mægtige Tyskland, der allerede kender én.

I de få sekunder lynet glimtede overvejede jeg, om jeg skulle hoppe med på vognen. Lade som ingenting. Skrive en autograf til fruen på en valgfri kropsdel. Andre ville komme til, tumult ville opstå, og jeg måtte flygte over hals og hoved ud i regnen - væk væk væk fra denne altædende masse af fans. Havde allerede hånden på bic kuglepennen i lommen.

Men du har jo allerede regnet ud, at det ikke gik sådan. Dertil ved du godt at en besindig jyde som jeg, aldrig ville lade mig rive med på den måde. Slet ikke midt i Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche. Så jeg nøjedes bare med 'Nein, ich bin nur ein Dänischer Musiker...'.

Jeg husker ikke, hvad jeg ellers fik fremstammet. Det virkede dog ikke helt somom, de troede mig. Uanset hvad så blev jeg altså iagtaget, da jeg åbenbart kunne forveksles med en TV personlighed i Tyskland. Det måtte jeg finde mig i.

Gad vide om jeg er talk show vært!